En minimalistisk pladespiller til den kræsne entusiast
I en verden hvor digital musik dominerer, oplever vinylen en utrolig genopblomstring. For mange er det ikke blot lyden, men hele ritualet ved at sætte en plade på, der tæller. Fosi Audio, der er kendt for deres kompakte og kraftfulde forstærkere og DAC'er, træder nu ind på pladespillermarkedet med deres første model: Luna3. Men kan de levere en lydoplevelse, der matcher deres ry? Vi har taget et nærmere kig på den nye pladespiller.
Design og æstetik: "Less is more"
Luna3 er tydeligt designet med "mindre er mere"-filosofien for øje. Med sin matte sorte finish og rene linjer udstråler den en minimalistisk elegance. Den gennemsigtige akrylpladetallerken giver ikke kun et unikt visuelt indtryk, men er også med til at sikre en stabil rotation. Designet er diskret nok til at passe ind i ethvert hjem, uanset om det er et traditionelt Hi-Fi-setup eller en mere moderne indretning. Min kones første kommentar var "Ejj hvor er den pæn" der normalt ikke kommentere på det Hi-FI der ankommer i stuen, så WAF er høj her :)
Funktioner og ydeevne: Kernen i lydoplevelsen
En af de mest bemærkelsesværdige ting ved Luna3 er dens fokus på kernefunktionerne. I modsætning til mange nyere pladespillere, har Luna3 ingen indbygget phono-forstærker. Dette er en bevidst beslutning fra Fosi Audios side, der giver den kræsne bruger mulighed for at vælge sin egen eksterne forforstærker og dermed skræddersy lydoplevelsen. Pladespilleren er udstyret med en præcisionsfræset tonearm og et anerkendt Audio-Technica VM95E pickup, hvilket er et solidt udgangspunkt for en transparent lydgengivelse men nok også der jeg ville ligge min opgraderingspenge først.
Brugen er simpel og ligetil med en frontmonteret kontakt til at skifte mellem 33 og 45 omdrejninger, og den har en praktisk auto-stop funktion der sidder på bagsiden. Luna3 har en wow & flutter-værdi på 0.1%, hvilket er en respektabel specifikation for en pladespiller i denne prisklasse, for dem som går op i dette.
Opgraderinger og sammenligning: Når Luna3 møder Rega
Fosi Audio Luna3 er som udgangspunkt et glimrende valg med sin medfølgende Audio-Technica VM95E pickup, men en af dens største styrker er dens potentiale for opgradering. I anmeldelsens ånd har vi valgt at skubbe til disse grænser. Vi har monteret en Vm95ML pickup samt den nye Ortofon MC X10 pickup i et Ortofon SH-2 headshell.
For at give pladespilleren de bedste forudsætninger blev den tilsluttet en iFi Audio Zen Phono RIAA. Denne forforstærker (RIAA) er kendt for sin evne til at bevare et rent og præcist signal, hvilket tillod os at udnytte det fulde potentiale i de opgraderede pickupper, uanset om det var MM eller MC, vi benyttede os af.
For at sætte Luna3's ydeevne i perspektiv blev den direkte sammenlignet med en Rega Planar 6 udstyret med en Rega Exact pickup. Selvom Rega'en befinder sig i en højere prisklasse, var det fascinerende at se, hvor godt Luna3 med de rigtige opgraderinger kunne holde trit.
Lyttetesten: Fra VM95E til MC X10 – En rejse i lyd
Til vores lytning brugte vi to albummer, vi kender ud og ind: Dire Straits' Brothers in Arms og Pink Floyds The Dark Side of the Moon. Disse plader er ideelle, da de byder på et enormt lydbillede, især på numre som "Money", hvor lyden panorerer fra side til side, og i Brothers in Arms' tordenintro, der med den rette opsætning skaber et utroligt tredimensionelt uvejr i stuen.
Basissætup: Kampen mod Goliath
Med den fabriksmonterede Audio-Technica VM95E pickup blev Luna3 sat op over for vores langvarige reference, den opgraderede Rega Planar 6 (udstyret med Groovetracer Delrin Platter, Subplatter og Rega Exact pickup).
Her havde den nye Luna3 klart problemer mod den store "Goliath". Lyden var lukket, lidt tam, og for at sige det ligeud, mindede den i dynamik og åbenhed mest om en dårlig digital optagelse. Det var et solidt udgangspunkt, men det viste hurtigt, hvor stor en flaskehals selv en basal pickup kan være.
Første Opgradering: VM95ML Viser Vejen
Vi skiftede til VM95ML-pickuppen (ca. 1.200 DKK), og forskellen var øjeblikkelig og markant. Pludselig var der mere liv i musikken, flere detaljer, og bassen virkede mere stram og veldefineret. Det var utroligt overraskende, hvor stor en forbedring denne forholdsvis beskedne opgradering kunne give.
High-End Test: MC X10 – Mødet med det Ekstraordinære
Det virkelige vendepunkt kom, da vi monterede Ortofon MC X10 i et Ortofon SH-2 headshell og skiftede iFi Zen Phono til MC Low-indstilling.WOW!
Dette setup viste for alvor, hvad Luna3 er i stand til, når den parres med en pickup i den høje klasse. Selvom nogle måske vil mene, at en pladespiller til 2400 DKK ($350) ikke skal parres med en pickup til 2199 DKK ($330), har de folk tydeligvis ikke foretaget en direkte sammenligning med en dyrere pladespiller.
Med MC X10 fik Luna3 endelig det fantastiske 3D-lydbillede, som vi kender fra vores high-end reference. Lyden var knivskarp, klar og åben. Den stramme bas fyldte hele lytterummet, og vi bemærkede en masse nye detaljer, især i de komplekse passager på The Dark Side of the Moon, som vi ikke tidligere havde hørt.
Vores Rega Planar 6 med sin Exact pickup fik virkelig kamp til stregen. Vi vil vurdere, at Luna3 med MC X10 leverede 85% af Rega'ens ydeevne. Ved nogle numre virkede Rega'en faktisk for analytisk, og vi foretrak subjektivt Fosi Luna3's gengivelse. Dette var en kæmpe overraskelse, som understregede, at Fosi Audio har leveret et solidt stykke håndværk, der blot venter på at blive udstyret med de rigtige komponenter for at skinne.
Konklusion: En ny budgetkonge med High-End ambitioner
Fosi Audio Luna3 er mere end blot endnu en budgetvenlig pladespiller – den er en platform for opgradering. Med sit minimalistiske design og mangel på indbygget phono-forstærker appellerer den direkte til den kræsne entusiast, der ønsker kontrol over signalvejen.
Vores test beviste, at Luna3's fundament (plint og tonearm) er af så høj kvalitet, at den kan understøtte pickupper i langt højere prisklasser – så meget, at den i lytteglæde kunne matche en opgraderet Rega Planar 6.
Luna3 er derfor det perfekte valg for to typer lyttere:
-
Ny-entusiasten der ønsker en utrolig flot, velbygget pladespiller med et let betjeningspanel.
-
Den erfarne audiophile på et budget, der søger en transparent pladespiller at bygge sit analoge system op omkring og invistere i en mere kostbar pickup.
-
Fordele og Ulemper
Fordele:
-
Høj WAF – Flot, rent og minimalistisk design.
-
Enormt opgraderingspotentiale – Kan bære pickupper i den høje ende (MC X10).
-
Ingen indbygget RIAA – Giver frihed til valg af ekstern forforstærker.
-
Solid VM95E pickup med nem opgraderingsvej (VM95-serien).
Ulemper:
-
Lyden er lukket med den fabriksmonterede VM95E.
-
Hørbar motorstøj ved opstart. Lyden forsvinder, når musikken spiller, men eksisterer. (Nogle YouTube-anmeldelser rapporterer højere støj, hvilket tyder på, at dette kan variere mellem enheder.)
-
Ingen VTA-justering på tonearmen. Dette er årsagen til, at den medfølgende orange plademåtte ikke kunne bruges, da pladen ellers kom for højt op.
-
Kontravægten er for let til tungere Moving Coil (MC) pickupper. Da Ortofon MC X10 vejer lidt mere, måtte kontravægten skrues så langt tilbage for at opnå korrekt nåletryk, at den forhindrede låget i at lukke. Dette kan løses med en tungere, eftermonteret kontravægt.
-
Pladen har en minimal vandring, men det påvirker ikke lyden.
-
Alt taget i betragtning kan jeg kun varmt anbefale denne pladespiller. Den åbner døren til seriøs analog lytning uden at tømme bankkontoen fra starten.
Mere information kan findes på Fosi Audio hjemmeside her
Tilføj kommentar
Kommentarer